Danmarks største industriby – pr. indbygger

Lem er kendt som Danmarks største industriby målt i forhold til indbyggertallet.

En bemærkelsesværdig position for en vestjysk by af beskeden størrelse.

Industriudviklingen tog for alvor fart, da den driftige smed Hans Sørensen Hansen kom til byen i 1898.

Med faglig dygtighed, fremsynethed og utrættelig energi lagde han grunden til det vestjyske industrieventyr og til en helt særlig iværksætterkultur.

Fra H.S. Hansens smedevirksomhed udsprang en generation af foretagsomme unge mænd, som – inspireret af deres gamle mester – etablerede egne virksomheder.

Denne knopskydning kom til at præge egnen i årtier og har sat spor helt op til i dag.

Det er fortællingen om en kultur, hvor viden blev delt, muligheder blev grebet, og nye virksomheder voksede frem af de eksisterende.

Fabrikanten bag samlingen

Bag museets samling står fabrikant Johannes Jensen.

I mange år drev han Hydromann Maskinfabrik og har gennem årtier – i typisk vestjysk, underspillet stil – brugt en betydelig del af sin tid på at opspore, bevare og restaurere maskiner og produkter med rod i Lem. Samlingen er ikke blot en række tekniske genstande. Den er et vidnesbyrd om mennesker, arbejdspladser og idéer. Om modet til at begynde i det små og viljen til at bygge noget større.